• 2025 bliver året, hvor det afgøres, om vi indfører kunstig intelligens eller ægte idioti

    Источник: BDK Finans / 01 янв 2025 10:25:10   America/Chicago

    Tal fra Danmarks Statistik viser, at 62 procent af danske virksomheder planlægger massiv implementering af kunstig intelligens (ai). Samtidig afslører nye undersøgelser fra CBS Digital Transformation Lab en bekymrende tendens: Kun et fåtal har konkrete planer for den menneskelige side af ligningen. Faktisk tages budgetterne til ai-investeringer ofte fra hr-budgettet. Den oversete hjernefaktor står centralt i denne problemstilling. De færreste hr-professionelle og ledere ved nok om hjernens funktion til at tackle udfordringen effektivt. »Vi ser en fundamental misforståelse i mange virksomheder,« udtaler førende hjerneekspert og ph.d. Wynford Dore. »Hjernen reagerer instinktivt med angst over for det ukendte – og fremtiden har aldrig været mere uforudsigelig. Samtidig lider de fleste medarbejdere allerede af informationsoverload.« Hack Future Labs grundlægger, Terence Mauri, definerer to mulige fremtider: »varm ai« og »kold ai«. Varm ai repræsenterer en menneske først-tilgang, der frigør vores fulde neurale potentiale og øger mental kapacitet. Kold ai derimod er en maskine først-tilgang, der risikerer at overbelaste vores nervesystem og skabe kronisk stress. Store danske virksomheder som Novo Nordisk, Ørsted og Mærsk investerer milliarder i ai-teknologi. Men uden parallel investering i opgradering af det menneskelige styresystem risikerer de at ende med det, Mauri kalder »artificial idiocy« – avanceret teknologi, der skal håndteres af uoplyste mennesker med belastede hjerner og nervesystem. MIT Sloan School of Managements seneste forskning dokumenterer de markante forskelle mellem de to tilgange. Virksomheder, der investerer balanceret i udvikling af mennesker og teknologi, ser en 37 procent højere innovationsrate og 29 procent højere indtjening pr. medarbejder. Endnu mere sigende er McKinseys »State of ai 2023«, der viser, hvordan virksomheder med fokus på mental udvikling opnår markant bedre resultater med deres ai-implementering. Microsofts topchef, Satya Nadella, sætter det på spidsen: »Ai-transformation handler 20 procent om teknologi og 80 procent om mennesker og processer.« Dette understøttes af nye neurovidenskabelige studier, der viser, hvordan hjernen skal aflære gamle mønstre, før nye kan implementeres effektivt. Skal det være varm eller kold ai? Timing er afgørende. Lige nu lægges budgetterne for 2025, og selv en beskeden justering på en procent i investeringskursen kan dramatisk ændre destinationen. For danske virksomheder betyder det, at tiden er inde til at gentænke udviklingen fundamentalt. Den gammeldags tilgang med at »hælde mere information på« må vige for en dybere forståelse af neural udvikling og læring. En (stor) del af ai-budgettet bør øremærkes til menneskelig udvikling. Dette inkluderer systematisk hjernetræning, udvikling af neural robusthed og opbygning af kapacitet til at håndtere konstant forandring. Det handler ikke kun om at lære nye færdigheder, men om at opgradere hele det menneskelige operativsystem, så vi kan vække de slumrende menneskelige ressourcer, der gør os i stand til at bruge forandringens vinde som opvind. Vi står ved et neurologisk vendepunkt. Fremtidens vindere bliver ikke nødvendigvis de virksomheder, der har den mest avancerede ai, men dem, der mest effektivt formår at integrere teknologi med menneskelig udvikling. 2025 nærmer sig med hastige skridt. Spørgsmålet er ikke længere, om din virksomhed skal adoptere ai – det er givet. Det afgørende spørgsmål er: Vælger du varm eller kold ai? Vælger du at forstærke eller erstatte det menneskelige potentiale? Svaret på dette spørgsmål vil afgøre, om din virksomhed ender med kunstig intelligens eller ægte idioti. Kirsten Stendevad er forfatter og lederudvikler https://www.berlingske.dk/kommentar/2025-bliver-aaret-hvor-det-afgoeres-om-vi-indfoerer-kunstig-intelligens
Опубликовать